Trodser Apotekerforeningens advarsler
Nu må håndkøbsmedicin snart stå frit fremme på hylderne.
Det er Apotekerforeningen stærkt utilfreds med og peger i den forbindelse på, at meget medicin i forvejen bliver taget forkert.
- Når borgerne får lov til selv at tage medicin ned fra hylderne, sender det et helt forkert signal om, at medicin er en helt almindelig og harmløs forbrugsvare. Det er et forkert signal. Medicin er farligt, hvis det bliver brugt forkert. Derfor bør medicin kun udleveres af apotekets eksperter, så borgerne har nem adgang til rådgivning, siger formand for Apotekerforeningen Anne Kahns.
Mogens Bjerre, erhvervsforsker og lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School, tror, at beslutningen vil ændre på danskernes medicinvaner, og han vurderer, at salget af medicin vil stige under de nye regler.